Måske har du bemærket, at der i disse tider foregår en offentlig debat om hvorvidt rutinemæssig igangsættelse af fødsler ved ukomplicerede graviditeter er god praksis eller ej. God praksis bør selvfølgelig altid ligge til grund for anbefalinger og procedure, og god praksis bør selvfølgelig bero på det, vi kalder for ’evidens’.

 

Hvad er ’evidens’ egentlig?

Når man laver undersøgelser forsøger man altid at tilstræbe det bedst mulige design for undersøgelsen, som tager hensyn til det eller dem man gerne vil undersøge, hvad der praktisk kan lade sig gøre, etik og meget mere.

Til slut får man – måske – nogle resultater, som man meget gerne vil blåstemple med prædikatet ’evidens’. Hvis der er ’evidens’ for noget, har en eller flere undersøgelser været gode og stærke nok til, at man stoler på undersøgelsens resultater, og man kan derfor bruge talemåden ”der er evidens for…”

Vores anbefalinger, procedurer og retningslinier på sundhedsområdet bør selvfølgelig bero på god og bedste praksis, som selvfølgelig bør bero på evidens på området – altså undersøgelser der er så gode, at vi kan stole på dens resultater.

Måske ved du så også, at det virkelig kan diskuteres! Der er nemlig mange parametre, der spiller ind, for at en undersøgelse bliver rigtig god – og god nok til at danne praksis for flertallet. En undersøgelses kvalitet kan altså diskuteres og følgelig kan samme undersøgelses resultater diskuteres.

 

Evidensen i fht igangsættelse i slutningen af graviditetsuge 41

Der er, hvad der sker lige nu! Den viden – evidens – som ligger til grund for anbefalingen i vores svangreomsorg om rutinemæssig medicinsk igangsættelse for alle gravide i slutningen af graviditetsuge 41 diskuteres heftigt blandt lærde.

Helt ærlig, jeg er uddannet jordemoder, jeg har en master i sundhedspædagogik og jeg er censor ved de danske jordemoderuddannelser – jeg kan ikke give jer det rigtige og endelige svar på den debat og diskussion. Og jeg vil det heller ikke! For på trods af mine gode uddannelser, så findes der andre, der er bedre til det end jeg (og som i øvrigt også interesserer sig mere for den slags end mig), og derfor lader jeg dem om det. Men lad mig præsentere dig lidt for, hvad der er i spil.

Forfatter og debattør Hanne Dam udgav for kort tid siden sin bog ”Giv kvinderne fødslerne tilbage”, hvor hun forsøger at sætte gang i debatten om de her mange igangsættelser, som vi har i den danske svangreomsorg. I marts skriver hun følgende i en kronik fra Politiken:

Hanne Dams kronik

 

Lægerne som mener, at der er god evidens

Efter en månedstid kommer der endelig svar til Hanne Dams spørgsmål og undren i følgende kronik:

Lægernes svar i en ny kronik

Der står blandt andet:

”Spørgsmålet er, hvad disse kvinder er bedst tjent med. Enten at gå videre i deres graviditet og øge risikoen for, at deres foster dør, med et sted mellem 50 procent og 300 procent, afhængig af hvornår de eventuelt selv går i gang (enkelte vil aldrig gå i gang, men ende med et dødt foster, en tilstand, som ikke bare ender med, at fosteret dør, men også indebærer en betydelig risiko for kvinden, hvis ikke der gribes ind, så det døde barn fødes) – eller at blive sat medicinsk i gang under kontrollerede sikre forhold”.

Denne kronik er skrevet af en samling af læger fra Rigshospitalet, og så skulle man da mene, at det var den endegyldige sandhed – ikke sandt!?

 

Men lægernes påstande får kritik – tallene er i bedste fald manipuleret, siges det

Min meget kloge kollega Eva Rydahl, som er jordemoder, Cand.Scient.San, Ph.d.-studerende skriver på facebook som svar på diskussionen:

“Der er brugt tal, der i bedste fald bare er manipulerede. Selvfølgelig skal man anvende de teknologier, vi har for at finde ud af, om et barn er truet eller ej. Og er det tilfældet skal man naturligvis overveje at igangsætte fødslen eller lave kejsersnit alt efter alvorlighedsgraden. Og de teknologier er heldigvis blevet bedre over de sidste 10-15 år. Men når man i artiklen skriver, at før interventionen i 2009-2011 var der 120 børn der døde årligt manipulerer man. I de 5 år før at man indførte rutinemæssig igangsættelser 10-12 dage efter estimeret terminsdato, var der gennemsnitligt 2 børn årligt, der døde 14 dage over termin eller senere. Dem man altså ville redde. Og indsatsen med de mange ekstra igangsættelser fra 2011 har ikke ændret på dødeligheden over termin. Artikelteksten og de besynderlige udregninger med 1 reddet barn pr 91 igangsættelser synes jeg, der burde redegøres for”.

Og indsætter følgende graf: (Intrauterin død betyder ’død baby i livmoderen’ – altså før baby er blevet født)

 

(Grunden til at jeg skriver ’min meget kloge kollega’ er fordi, Eva Rydahl (og hendes medskribenter) er endnu bedre uddannet end jeg)

Evas kommentar støttes op i det review, som blev udgivet for ikke så længe siden, af blandt andre Eva Rydahl med flere:

Review

Konklusionen i review’et er, at de IKKE støtter rutinemæssig igangsættelse før graviditetsuge 42+0:

“Conclusions: Induction prior to post-term was associated with few beneficial outcomes and several adverse outcomes. This draws attention to possible iatrogenic effects affecting large numbers of low-risk women in contemporary maternity care. According to the World Health Organization, expected benefits from a medical intervention must outweigh potential harms. Hence, our results do not support the widespread use of routine induction prior to post-term (41+0–6 gestational weeks).”

Ydermere har 20 jordemødre der alle er vældig uddannet og skolet indenfor den videnskabelige genre skrevet i en kronik i Politikken 2017:

”Som eksempel kan nævnes, at vi i Danmark nu sætter op mod hver fjerde fødsel i gang medicinsk, hvilket er en fordobling på de seneste ti år.

Hvorvidt det stærkt øgede antal igangsættelser faktisk har reddet 60-100 børn om året, som det flere gange har været anført af fødselslæger fra Rigshospitalet, er imidlertid stærkt omdiskuteret i den videnskabelige litteratur”.

Hele kronikken kan læses her.

 

Evidensen ang. igangsættelse er altså ikke klar og tydelig!

Så sagen er altså den, at selv de allerbedst lærde personer, som alle indgyder respekt fra min side, er ikke enig. Alene dét siger personligt mig, at evidensen ikke er stærk og tydelig nok!

Hvis du nu har det sådan, at du mest af alt stoler på lægerne udsagn – så skal du gå med det! Hvilket i øvrigt er i henhold til de pt. gældende danske anbefalinger på området! Dejlig nemt for dig.

Hvis du nu har det anderledes, og det kan der være MANGE årsager til, så skal du vide, at det er helt okay, at sige nejtak til tilbuddet om rutinemæssig igangsættelse, og set i lyset af nærværende diskussion, hvor det altså ikke er klart og tydeligt, hvad evidensen altså siger, ja, så er du hverken tosset eller helt speciel, fordi du siger nejtak. Flere og flere tager aktivt stilling til deres personlige holdning til rutinemæssig igangsættelse.

 

Hvad nu hvis jeg ikke ved, om jeg hælder til rutinemæssig igangsættelse (ud fra devisen ”for en sikkerheds skyld”) eller afvente spontan fødsel?

Jeg kan rigtig godt forstå, hvis det er svært at finde rundt i! Når vi taler om vores børns liv (og det er jo det, der sættes på spil, når der diskuteres), så er det jo mere vigtigt end noget andet! Jeg kan derfor godt forstå, at man søger en form for ”sandhed” – fra eksperter – de lærde.

Det er derfor frustrerende, at de lærde – eksperterne – ikke er enige, og derfor er du nødt til at tage fat i eksperten over dem alle – og det er dig!

Du er eksperten på dig – du ved, om du skal sættes medicinsk igang eller ej! Og jeg kan hjælpe dig.

Inde i dig findes dit sande jeg – og det er dér dine svar er. Jeg kalder det for din mavefornemmelse. Det kan være svært at mærke sin mavefornemmelse, hvis presset udefra er for stort. Men som regel mærker du det som en ”skurren”. Dine følelser er ikke helt vild med, hvad der foregår. Det kan også være svært at lytte til, stole på og ikke mindst at handle i overensstemmelse med ens mavefornemmelse.

Hvis du har det sådan kan en rigtig god samtalepartner være en hjælp for det. Jeg har rigtig stor erfaring med den slags samtaler og du skal være velkommen.

Det kan være en enkelt jordemoderkonsultation kan gøre det, og dem kan du læse mere om her.

Det kan også være, at det kan betale sig for dig at investere i det lille pakkeforløb, hvor du får tre jordemoderkonsultationer á i alt 4½ times varighed. Det gælder især for dig, som har født før, og som for alt i verden ønsker en bedre fødsel end sidst.

Endelig kan du også overveje at gå forebyggende til sagen! Med det lille pakkeforløb, hvor du får fødselsmodning helt frem til du føder, undgår rigtig mange at komme til at stå i dilemmaet om valget mellem igangsættelse eller ej, da flere føder spontant omkring deres termin. Læs meget mere om det her.

Til slut vil jeg også huske at fortælle dig, at jeg netop er i færd med at få udgivet min bog, som præcis handler om, at man er nødt til at finde frem til sit autentiske jeg – og stole på det, i denne verden, hvor evidens ikke altid bare er ’sandheden’. Sandheden for dig – har kun du, og du skal vide, at du ikke er alene. Jeg er lige her til at støtte og hjælpe dig til den bedste graviditet, fødsel og barselstid.

Bogen forventes udkommet til efteråret – du kommer til at høre mere!

Kærligst fra

Jordemoder Lise-Lotte.

Ps. Er du i tvivl om jeg kan hjælpe dig? Tøv ikke med at kontakte mig, mobil: 50842189