I de 11 år jeg har været færdiguddannet jordemoder har der været altid været såkaldte ‘ønskelister’ fra de fødende. De har været mere eller mindre populære igennem tiden. Kun én gang har jeg stødt på en ønskeseddel, som fik mig til at ryste på hovedet. Helt ærligt. Én gang. Listen var flere maskinskrevne sider lang. Den indeholdt detaljer som hvilken elastik, hun ville have i håret og samt hvilken farve hendes bh skulle have.

 

ALLE de andre gange har jeg set fine, relevante og gode ønskesedler!

Jeg ser ønskesedler, som ydmygt præsenterer en gravids tanker og overvejelser i fht hendes fødsel. Ydmygt fordi det er sjældent særlig flippet, krævende eller underlige ting, der står på sedlen. Det er som regel helt almindelige, gode og velovervejet ønsker.

Som jordemoder er jeg gennem årene gået fra, at synes ok om ønskelister til at være ret så begejstret for dem! Grunden til at jeg er ret vild med fødende, der har lavet ønskesedler, er fordi de stort set altid kommer fra kvinder, der har forholdt sig til sin forestående fødsel. Hun har læst om fødsler, hun har gået til fødselsforberedelse og hun har mærket ind i, hvad der er det rigtige, troværdige og sandfærdige for hende. Og så har hun skrevet dét ned.

 

Ønsker behøver ikke at være højtravende eller avanceret. Det kan være dine tanker og overvejelser omkring:

  • din partners rolle under fødslen
  • hvor du/I står i fht en styret og medicinsk fødsel kontra en mere spontan og naturlig fødsel
  • smertelindring – som alt andet lige hænger sammen med ovenstående punkt
  • Hvordan du fungerer bedst. Er du til gulerod eller “pisk”. Hvordan fremmer dine fødselshjælpere din styrke og mod bedst? (Personligt er jeg KLART til ros og anerkendelse. Jeg vokser af det og føler, at jeg kan klare endnu mere!)
  • dine drømme og tanker omkring tiden efter fødslen, hvor en amning (for de fleste) skal etableres
  • osv.

 

Sådan bliver du klog på dine egne ønsker:

Når man ikke har født før, kan det være svært at vide, hvad man egentlig skal overveje. Det føles jo som et fuldstændig ukendt land at træde ind i. Følgende kan hjælpe dig på vej til at lave en god ønskeseddel, der giver værdi og mening for dig:

  • Læs og opsøg andres fødselsfortællinger. Pas på her! Fordi du er nødt til at være lidt selektiv i forhold til, hvem du lytter til. Internettet kan være en faldgrube, da du ikke kender skribentens værdier og holdninger til livet i øvrigt, hvorfor vedkommendes syn på sin fødsel kan ligge utrolig langt fra dig og dermed kan hendes fødselsberetning være helt anderledes end hvad den nogensinde kommer til at være for dig. Pas også på med veninder/kolleger som har sår på hjertet efter deres egne fødsler. De kan være hårde og sarkastiske i deres fortælling, som ikke altid gør dig noget godt. Søg derimod gerne til de kvinder, hvor du tidligt i samtalen fornemmer, at her vil du gerne høre mere… Her er der noget der trækker i dig. Lån også bøger på det gammeldav’s biblio.  Denne bog ‘Fødselsbilleder’ er fx. en fin bog, hvor forskellige fødselsscenarier udspiller sig – og de er alle skrevet i en spiselig tone på trods af at både kompliceret såvel som ukompliceret fødsler er repræsenteret i bogen. Hele pointen med at opsøge fødselsfortællinger er, at du selv kan blive klogere på, hvad der er muligt og kan ske – og hvad du ønsker dig.      

 

  • Tag som minimum et fødselsforberedende kursus. Det er (næsten) lige meget hvor og hvordan! Bare du gør dig klogere og går aktivt ind i dine egne overvejelser! Hvor i himlens navn skulle du vide noget som helst, hvis ikke du opsøgte relevant faglig viden!? Og, hvis jeg kender dig ret, er det ikke godt nok for dig, at læne dig tilbage og blindt stole på og overlade din skæbne til andre (sygehusvæsenet) – DERFOR skal du selvfølgelig klædes på med viden, så du kan tage aktivt stilling til dine valg og fravalg, og min erfaring er, at internettet ikke kan udfylde den opgave! Du skal altså tage et kursus, hvis du spørger mig.

 

Har du født før, så er det en anden snak – så ved du som regel hvad du ikke vil – men ved du også hvad du gerne vil, og hvad der fremmer dét ønske?

 

Min kommende fødende, som jeg har en fødeaftale med (i hht det ultimative forløb), har også lavet en ønskeliste.

Den udsprang naturligt i forbindelse med den private fødselsforberedelse, hun og hendes mand fik. Jeg skrev noter ned i hht vores samtale, som parret efterfølgende lod sig inspirere af, da de selv skrev ønskelisten. Jeg synes simpelthen, den er så fin, og især er jeg vild med første punkt, hvor hun så fint forklarer med egne ord, hvilken rolle jeg har under fødslen, når vi er på sygehuset.

 Beklager den ringe billedkvalitet!

 

En ønskeliste er ikke en facitliste

Jeg møder kolleger, som ikke er vilde med ønskelister. De oplever blot, at de gravide kommer med en liste af krav og ønsker, som de reelt ikke kan få opfyldt, fordi fødslen udvikler sig helt anderledes end håbet og ønsket – og så bliver de så frygtelig skuffet, argumenteres der. Jeg er ikke enig. Hvis ønskelisten er lavet på et velovervejet grundlag, og du i øvrigt er velinformeret og oplyst fra god fødselsforeberedelse, så ved du godt, at der fysisk kan ske nogle helt andre ting, end hvad du oprindeligt ønsker dig. Ønskelisten har stadig en funktion og berettigelse, da det kan få dig (og dit fødeteam) til at arbejde hen imod dine ønsker på trods af de forandrede fysiske forhold.

Har du lyst, kan du evt læse min fødselsfortælling fra dengang jeg fødte min egen Andrea. Udgangspunktet var en ukompliceret hjemmefødsel, mens resultatet var en højpatologisk sygehusfødsel. Dét på trods – følte jeg at det var en god fødselsoplevelse, fordi jeg aktivt kunne skrue op for det, jeg ønskede mig, selvom vi var på sygehuset (fx. sådan noget med musik på stuen og kontakt med min mand samt pauser i CTG).

 

Det handler om en god fødselsoplevelse

Hele pointen med al denne her snak om ønskelister, lade sig inspirere af andres fødselsfortællinger og fødselsforberedelse handler om det værdifulde mål: At sidde tilbage med en god fødselsoplevelse! En oplevelse hvor du føler dig styrket og løftet! Hvor du føler dig sej og stærk, som den powerfulde kvinde, der lige gennemgik dét!

Det er ALDRIG de fysiske ting, der afgør om en kvindes synes, hun havde en god fødselsoplevelse, og om hun føler sig styrket og løftet (empower) – det handler om, hvordan hun blev mødt (følte hun sig nedgjort eller ligeværdig), og hvordan hun blev medinddraget (var hun magtesløs eller havde hun medindflydelse og sig selv med), og hertil kan fødselsforberedelse og ønskelister hjælpe på vej.

Kærlig hilsen fra jordemoder Lise-Lotte.

Ps. Vil du gerne være sikker på at modtage god viden fra Fødsel og Familieliv, så kan du tilmelde dig nyhedsbrevene lige her. Samtidig modtager du direkte adgang til mine 7 gode råd i fht at etablere en god ammestart.