Mor-power – du er god nok!

Du er god nok, mor

Denne overbevisning er nok det, de fleste kommende og nybagte mødre tvivler mest på. Er jeg god nok. Gør jeg det godt nok. Kan jeg vurdere, hvad der er det rigtige for mig i min graviditet, under min fødsel og i hverdagen, når barnets tilstedeværelse er hverdag.

Vi kan skaffe viden som aldrig før via Google, sociale medier og andre netværk, hvor gravide, fødende og nybagte familier mødes. Du bliver derfor jævnligt mødt af “gode råd” – hvis ikke formaninger – fra både fagpersoner og ikke fagpersoner, som bare “kloger” sig på din graviditet, fødsel og familieliv.

“Gør dit, gør dat, det er da helt vanvittigt at gøre sådan, man er kun rigtig og god nok, hvis man gør sådan”. Jo, der er masser af holdninger derude og masser af råd og vejledning fra fagpersoner.

Men ved du hvad – kun du ved, hvad der er det helt rigtige for dig, i din graviditet, fødsel og barselsperiode.

Det kræver, at du får arbejdet med din overbevisning om, at du er god nok. At du har det i dig. De dér mor-evner. Du har den dér mor-power, som stråler ud af de, som føler den.  Kender du dem?

Jeg taler ikke om dem som holder deres frygt og tvivl hemmelig – nej, jeg taler om dem, som føler en grundlæggende tryghed og tillid til egne evner og vurderinger. De har ikke altid svaret på alting. De kan også være i tvivl. Så søger de råd – måske flere steder. Men til slut vender de tilbage. Tilbage til sig selv. Til egen mavefornemmelse for hvad der er det rigtige for dem at mene, sige, gøre eller handle.

Det er en ganske vidunderlig og fantastisk oplevelse at tro mest af alt på sig selv i rollen som mor. Det frigiver uanede mængder af energi og kræfter, som ellers var blevet brugt på tvivl og usikkerhed. Og når den dér mor-power sidder lige i skabet – så føles morrollen som en leg.