D. 26.feb 2017 fødte jeg min tredje datter! Det var en crazy dag – vel egentlig en tragi-komisk historie.

Det er også en historie om en god fødselsoplevelse på trods af rigelig patologi og om at være aktivt med og deltagende i valgene og deraf intakt mor-power. (Hvilket du kan læse om her).

Der kan være noget ganske bearbejdende ved at gennemgå forløbet ved fx at skrive det ned, som jeg har gjort det her.

Advarsel: Laaaangt indlæg! Og det kan også være en lille smule grænseoverskridende, hvis du er lidt blufærdig anlagt, da jeg kommer med ægte slibrige detaljer fra en fødsel! Så er du advaret! ☝️😉.

Det startede lørdag d. 25.februar 2017. Jeg var netop trådt ind i uge 37+ og således ind i den fase, hvor vi siger, at baby er klar til at blive født. Føder man mellem uge 37+0 og 42+0, føder man til tiden, og fødslen betragtes normal, hvad det angår. Vi havde planlagt en hjemmefødsel, hvor alt skal være indenfor normalen, hvis man holder sig til anbefalingerne i hvert fald, og derfor var det ligesom en vigtig milepæl for ønsket om hjemmefødsel, at jeg nu var kommet til terminstidspunktet.

Jeg var godt plaget af min graviditet, og der var ingen nydelse tilbage.

I mine to tidligere graviditeter har jeg født i uge 39+5 begge gange, og jeg har nydt min lange orlov inden. Der er blevet bagt, fyldt i fryseren, bygget redde, sovet, nydt og glædet. Jeg var så plaget denne gang, at det handlede om at komme igennem dagene og nætterne med den bedste blanding mellem aktivitet (som gav gener og smerter) og hvile (som gav præcis det samme). Så ærlig talt – der var ikke mere godt, som kunne malkes ud af denne graviditet, og jeg havde dagen forinden, da jeg præcis var 37+0 erklaret mig klar. Klar til fødsel.🤗

Men, der var ingen tegn på fødsel. Ingen plukkeveer der indikerede en snarlig fødsel, og desuden var jeg jo gået 2-3 uger længere med de andre børn, så mon dog ikke jeg måtte vente?! Jeg havde derfor bestilt en tid til frisøren. Lidt selvforkælelse måtte der til. Samme dag havde vi en aftale med det sted, hvor vi skulle låne et stort (bade-) fødekar, som jeg planlagde at bruge som smertelindring ved min hjemmefødsel.

Hvis jeg altså nåede det! For jeg har født relativt hurtigt de to andre gange, når først jeg er kommet i aktiv fødsel. Fra jeg er sådan 4-5 cm. åben i min livmodermund og har godt knald på veerne, til børnene er født, er der gået hhv. 1½ og 2 timer. Så jeg og mit fødselsteam forventede sådan ca. det samme tempo. Selv havde jeg gennemtænkt det scenarie, at min egen jordemoder ikke nåede frem, da de begge havde lidt transporttid fra deres bopæl til min. Min mand, Morten, var derfor blevet klædt på til det tilfælde, at det pludselig gik stærkt. Morten er sej nok, så han mente da nok, han kunne finde ud af at gribe et barn. Jo, tak, ud skal hun nok komme. Men sørg lige for, at jeg ikke står for højt (fødende kvinder er ikke helt rationelle) – få mig ned og ligge eller i hvert fald tæt på den modtagende platform, så ikke lillepigen slår sig, hvis hun kommer susende og er glat. Og, derudover, havde jeg fortalt ham, hvordan han skulle styre tempoet i fødslen, hvis hun kom susende. Jeg huskede, hvordan jeg følte, jeg kunne have smuttede Carolina, min mellemste datter, ud med en kraft og fart, der kunne udsætte mit mellemkød for unødvendig risici for store bristninger. Seriøst en kraft der kan være i sådan en presseve! Jeg havde derfor et meget bevidst ønske om at få hjælp af min jordemoder ELLER mand, hvis ikke de nåede frem, til at styre lillepigens fødsel af sit hoved og liiiige minde mig om at tage det med ro, så ikke mama-urkraft bare gav den los! Det lyder måske crazy at lige give sin mand et lille ”tage imod kursus”, men det gav mig tryghed, og det var også lidt hyggeligt at gå og forberede sig på den måde sammen ved at gøre sig nogle forestillinger.

Nå, men jeg havde altså en aftale med et sted, hvor vi skulle hente det dér fødekar, som skulle stå hjemme i hytten, indtil jeg havde født. Morten og jeg havde aftalt, at vi selvsamme aften ville lave en test af hvor lang tid det ville tage at fylde et 500 liters fødekar og hvordan og hvorledes med de slanger osv. Altså en lille generalprøve. Og så var planen i øvrigt at hoppe i det – han og jeg – hjemmewellness inden vi skulle være forældre sammen. De store børn var hos deres respektive andre forældre i denne weekend, så vi ville skrue op for kærestehyggen med stearinlys og fødekar😍.

Samtidig var det noget, jeg kunne være med til! Morten havde foreslået, at vi kunne tage en tur i Tivoli og gå en tur, eller… eller… Men jeg kunne jo ikke holde til hverken at køre bil eller gå eller sidde! Og jeg hostede som en gal. En rest fra den kæmpe forkølelse, jeg havde i januar. Jeg hostede og hostede😷. Jeg havde været til lægen. Velvidende at det bare var virus og gener derfra. Jeg overvejede at pladere for Pectyl, som er et hostemiddel med morfinlignende stoffer i. Det virker godt på langvarig krillerhoste, men morfin i lange baner er jo ikke sagen, når man er gravid… Så et stort badekar, hjemme, os, sammen, lød lovende godt, som kompensation for alverdens skavanker!
Mens jeg sidder hos frisøren, ringer min telefon. Det er fødekar-manden, som fortæller, at jeg IKKE kan hente fødekarret alligevel, da de ikke er hjemme. De er i Berlin, men vi kan komme på mandag og hente det i stedet 😳😤😠😈. Jeg er lidt målløs over, at han ikke lød mere brødbetinget over at svigte en gammel aftale om afhentning af karret, men eftersom at det var gratis at låne karret, føler jeg mig ikke rigtig berettiget til at klage sådan ret meget. Desuden kan jeg jo ligesom fornemme, at jeg kan klage nok så meget. De er i Berlin og kommer ikke hjem før om to dage. Jeg svarer manden, at så må vi da håbe, jeg ikke føder inden mandag😈😤! Hvilket jeg kunne sige med lige dele ro og hård sarkasme, da jeg jo ingen tegn til fødsel havde og forventede at skulle vente nogle uger endnu.

Nå. Hm. Morten var samtidig på vej retur fra Slagelse, hvor han havde et ærinde og kørte med fuld skrald mod Skovlunde for at hente trailer mm, så han kunne hente fødekarret inden kl 14 som aftalt. Jeg ringede derfor til ham og fortalte, at aftalen var aflyst, så han kunne tage det med ro.

Senere på eftermiddagen var vi begge vel hjemme. Mig med nyt hår og Morten retur fra sit ærinde. Vi lagde os på sofaen – som var påkrævet efter et par timer hos frisøren. Vi ”hvilede”. Jeg lå af H til! Øv, kunne ikke finde hvile. Og hvad skulle vi også lave?! Nu vores hjemmewellness planer var skudt i sænk. Jeg var godt sur😠. Jeg kunne ikke være i min krop af de tidligere nævnte mange gener og smerter, og jeg havde virkelig set frem til en lettelse af det hele med det store badekar i vores egen stue. Varme og opdrift – jatak🤗😍.

Jeg beklagede min nød på facebook over det manglende kar.😂🤣 Kan I huske det?! For tænk nu hvis jeg rent faktisk gik i fødsel?! Badekarret har ved begge mine tidligere fødsler fungeret som fantastisk smertelindring. Lattergas benyttede jeg mig også med god effekt til min ældste datters fødsel, men ved hjemmefødslen af Carolina var det udelukkende badekarret, og jeg syntes, det var rart at vide, at der er noget smertelindring, man kan regne med – også ved en hjemmefødsel, som af gode grunde har begrænsede midler, hvad det angår. Har jeg mit kar – skal det nok gå! Hytten herhjemme er faktisk velsignet med et lille badekar på badeværelset, der er 120 cm. langt, men det er slet ikke rummeligt nok til, at maven bliver dækket af vand (og dermed smertelindrer), og der er slet ikke rummelighed nok til bevægelse. Så jeg manglede sgu det fødekar! Søde, dejlige kolleger bød ind med, at jeg kunne låne deres kar, skrev de på facebook… Og jeg beklager, jeg aldrig fik svaret tilbage😘!

Blødningen:

For så skete følgende:
Jeg besluttede mig for at gå op i vores eget badekar. Det ville ikke blive det samme. Men min krop kunne hverken hvile, sove, gå eller stå – så jeg ville bare i vand! 🛁Jeg gik på badeværelset, satte mig for at tisse af inden bad, og så kiggede jeg ellers i toilettet! For det var rødt. Helt rødt. Op og ned af siderne og i vandet. Jeg tørrede mig. Helt rødt😳. Jeg blev chokkeret. Jeg havde stadig INGEN tegn på fødsel. Bare en krop der var brugt af en graviditet. Jeg kaldte på Morten, som sov endnu på sofaen: ”Morten, jeg bløder”. Han: ”Jaer…Og? (Hvad siger konen til mig?)”. Mig: ”Jeg bløder meget…” Han kom op på badeværelset. Jeg viste ham det – men hvad pokker manden anede jo ikke, om det jeg viste ham var meget eller lidt. Jeg bad ham hente min doptone (som kan registrere hjertelyd) i min jordemodertaske☝️. Jeg ved ikke helt, HVAD jeg tænkte. Det er jo nok her, det er noget underligt noget både selv at være jordemoder og den gravide/fødende selv. Jeg tænkte i hvert fald, at det her ikke var godt. Jeg tænkte, at blødningen var for meget. Jeg tænkte også på, hvor blødningen kom fra, og som professionel var jeg interesseret i at identificere stedet… Jeg tænkte også, at en blødning i den mængde KAN have betydning for lillepigen, uden at jeg var helt bevidst om den faktiske diagnose på det tidspunkt.

Morten kom med min doptone, og jeg lyttede med det samme en smuk hjertelyd. Den var stabil. Ingen bekymring hvad det angår. Pyyyyhha☺️🤗. Det lettede. Jeg ville ringe til min jordemoder. Jeg vidste godt, jeg ikke skulle lege jordemoder for mig selv i dette tilfælde. Samtidig vidste jeg, at hun ville være lige så interesseret i at identificere, hvorfra blødningen kom, som jeg selv var, for derfra at kunne vurdere rigtigt, så jeg kunne ligeså godt undersøge dén sag inden, jeg ringede til hende. Og nu hjertelyd var ok, tog jeg mig tiden til det.

Jeg løb scenarierne igennem i mit hoved: Hvad kan bløde🤔🤔🤔?
1. en hæmoride? Sådan nogle var jeg dog ikke plaget af…
2. en polyp fra skeden eller livmoderhalsen? Det var en stor mængde blod til det…
3. Begyndende fødsel (tegnblødning)? Når man åbner sig i sin livmoderhals og -mund, er der nogle småkar som brister, og derfor får man såkaldt tegnblødning. Men jeg havde jo ingen veer, så det hang ikke helt sammen, at jeg skulle fremvise tegnblødning uden veer…
4. Moderkagen foran livmodermunden? Ved scanninger er min moderkage blevet set på forvæggen og ikke i nærheden af livmodermunden. Så den tese blev kasseret med det samme.
5. Løsning af moderkagen? Det var dét, jeg frygtede.

Men for at vide hvilken del af mit underliv jeg præcist blødte fra, ville jeg havde Morten til at inspicere bunden min (havde sgi svært ved at se noget selv pga maven). Stakkels mand!😅🙈 Jeg lagde mig på sofaen med at håndklæde under mig og en klud, og så blev han ellers beordret derned og kigge. Mig: ”Hvad ser du?” Han: ”Blødning.” Mig: ”Ja, hvor kommer det fra?” Han: ”Det ved jeg ikke helt”. Mig: ”Tør af og se. Er det fra endetarmen?” Han: ”Nej”. Mig: ”Er det fra skeden?” Han: ”Ja”. Mig: ”Kig ind – så godt du kan. Kan du se noget, der bløder umiddelbart?” Han: ”Nej, jeg kan ikke se det. Lise-Lotte, er du sikker på, vi selv skal gøre det her?!” 🤔🤨🙄Mig: ”Ja, jeg skal vide, hvor det bløder fra”. Han: ”Jeg er ikke helt tryg ved det her. Jeg kan ikke se, hvor det kommer fra, men jeg tror det bløder fra skeden af”.

Ok. Så ringede jeg til min jordemoder. Fortalte. Hun løb også de mest fredelige muligheder igennem sammen med mig. En polyp? Tegnblødning? En hæmoride? ”Jeg tænker løsning (af moderkagen)”, svarede jeg. Ok! Der var nu ro i blødningen. Jeg havde lyttet god hjertelyd flere gange. Vi aftalte, at se det an. Jeg ville ringe igen🤗.

Jeg droppede badet! Jeg kunne simpelthen ikke holde godt nok øje med blødningen, så længe jeg stod i vand – så ser det hele ligesom vådt og rødt ud. Jeg lagde mig i stedet på sofaen med et stort natbind på. Kl. var omkring kl. 17.30 på det her tidspunkt. Jeg hostede videre. Som jeg havde gjort det i 1½ måned. Hver gang jeg hostede, kunne jeg mærke et lille skyl komme ud forneden. Jeg var ikke tryg ved situationen. Er det mig eller baby, der bløder? For hun kan ikke tåle ret meget… Jeg lyttede derfor hjertelyd med ti minutters interval💕. Den var upåvirket. Alt godt hvad det angår. Efter en halv time havde jeg fyldt et natbind. Jeg tog et billede af det og sendte til min jordemoder (Stine, kan du huske det? Tak for kaffe – eller var det aftensmad du spiste?!). Så ringede Stine til mig! ”Dét er for meget, Lise-Lotte”. ”Ja, I know…”, svarede jeg. Vi blev enige om, at det ikke gik. Jeg måtte og ville på sygehus til kontrol. Vi blev enige om, at vi kørte selv. Der var lige nu ro i blødningen, når ikke jeg hostede, og hjertelyden var upåvirket, så det var ikke nødvendigt at blive hentet af ambulance og blive indskrevet på nærmeste sygehus (Herlev). Jeg ville gerne til Roskilde, hvor jeg selv arbejder.

Morten var gået i gang med at lave aftensmad. Jeg sagde til ham, at vi skulle afsted. Han spurgte, om vi lige kunne spise først. ”Nej”, var svaret, ”eller spis du lige, så pakker jeg en taske imens”. Jeg pakkede en taske svarende til, hvad jeg skulle bruge, hvis jeg fik et kejsersnit. Jeg tænkte det ikke helt bevidst, (det er noget sjovt noget), men lidt ubevidst. Og så alligevel ikke. For jeg sagde til Morten, at vi skulle have baby-autostolen med, og han så forvirret på mig. Hvad foregår der? Jeg vidste godt, hvad der skulle ske…

Jeg ville ikke piske en unødvendig bekymret stemning op, så jeg sagde ikke helt, hvad jeg tænkte. Måske sagde jeg, at det kunne være en løsning af moderkagen, men jeg fortalte ikke, hvad konsekvenserne af det kunne være. Morten har sidenhen fortalt mig, at han er glad for, han ikke vidste, hvad der kunne være sket…🙈

Jeg var i en usædvanlig limbo af at være gravid/fødende selv OG jordemoder, der var bevidst om risici og alvor.

Jeg pakkede vores tasker, både min og babys med usædvanlig ro og skarphed – og jeg missede ikke én eneste ting. Som forventet tredjegangs hjemmeføder i uge 37+1 havde jeg ikke pakket en hospitalstaske – hvad skulle jeg dog det for?! Samtidig med at være helt skarp i mit hoved, var jeg i mine følelser også. Og i Mortens. Vi var begge påpasselige for at bevare roen. Han fornemmede, at tingene ikke var helt som de skulle være, fornemmede jeg. Ingen af os turde tale om det værst tænkelige. Som det sidste inden vi kørte mod Roskilde, hvor jeg var indskrevet til fødsel (skal man være, selvom man planlægger en hjemmefødsel), lyttede jeg god hjertelyd💕💕💕. Lillepigen var upåvirket. Det gav mig tryghed.

Vi ankom til Roskilde. Jeg syntes, det var en lang køretur. Jeg var bekymret for lillepigen😥. Kunne hun nu tåle den blødning? Jeg spekulerede ikke på mig selv – kun på hende. Kan hun klare det? Jeg lyttede ikke hjertelyd undervejs på den halve time køreturen tog. Jeg kunne alligevel ikke gøre noget ved det, hvis den var påvirket. Min kollega Elsebeth tog imod os – med ro, omsorg og alvor. Jeg blev undersøgt, scannet osv. Lillepigen havde det godt. Fin CTG. For stor mængde blod. Endnu et natbind var fyldt. Ingen veer, men murren i livmoderen. Ingen vandafgang. En livmoderhals på et par centimeter og åben for en finger i livmodermunden. Der var ingen tegn på, hvor blødningen kom fra. Man kan ikke altid se en løsning af moderkagen på en scanning. Men efter udelukkelsesmetoden var det den mest sandsynlige diagnose. En randløsning. Man skelner imellem en total moderkageløsning og en randløsning, hvor kun dele af moderkagen løsner sig fra livmodervæggen. Og alt derimellem.

En randløsning af moderkagen:

En moderkage skal som bekendt forsyne baby med ilt og næringsstoffer og fjerne kuldioxid og affaldsstoffer fra barnets blod via navlestrengen. Moderkagen sidder godt ”groet ned” i kvindens livmodervæg, og på den måde er barnets blod (som er i navlestreng og moderkage) i nær kontakt med morens blod, som er i livmodervæggen. Udvekslingen mellem de to personers blod sker således her. Hvis og når en moderkage løsner sig, komprimeres forholdene for denne udveksling. Dvs. barnets risikerer ikke at kunne få ilt og næringsstoffer, som den skal. Især mangel af ilt kan udvikle sig til en akut alvorlig situation – det siger sig selv. For kvindens vedkommende sker der det, at når en moderkage løsner sig, så står de blodkar, der i hele graviditeten har forsynet området, hvor moderkagen sidder, med morens blod i overflod, pivåbne. Der pøses blod ned til området, da morens krop gerne vil forsyne sin baby med alt det gode via moderkagen. Det er smart! Sædvanligvis løsner en moderkage sig først efter barnets fødsel. Det at livmoderen bliver mindre efter barnets fødsel og kvinden har efterveer, så trækker muskulaturen sig sammen omkring de blodkar, som i ni måneder har stået pivåbne, for at lukke blodkarrene sammen. Således stoppes forsyningen af blod til området og moderkagen løsner sig fuldstændig og den kan fødes derefter. Det sker typisk indenfor en time efter barnets fødsel. Slut prut – så skal man ikke bruge dén mere. Mega smart!🤗😍🤗

Når moderkagen løsner sig FØR barnet er født, har vi problemet. Dels er barnet jo ikke færdig med at bruge moderkagens forsyninger, dels kan livmoderen ikke trække sig ordentlig sammen, idet barnets stadig er derinde, så morens blodkar står stadig åbne og pøser blod til området – dette på trods af at moderkagen ikke optager ilt osv., fordi den altså har løsnet sig helt eller delvist. Risiko for massiv blødning hos moderen er altså også til stede🙈🙈🙈.

Godt så. Vi må formode, det er en randløsning. Jeg bliver informeret. Om anbefalinger og alternativer. Det var klogt. Det var en klog læge og en klog jordemoder. De informerede sagligt. Og jeg spurgte sagligt. Og så gik de. Tænk lige over det. Jeg kunne afvente. Lillepigen havde det godt (nu). Vi kunne være heldige, at det hele faldt til ro, og hvem ved, om jeg kunne tage hjem i morgen og føde mit barn derhjemme om nogle uger?! Anbefalingen fra fødestedets side var, at jeg blev sat i gang. Jeg var til terminen, og risiko for total løsning var til stede. Med deraf følgende risiko for akut kejsersnit til mig, samt et alvorligt medtaget barn som i værste fald kunne dø. Jeg kendte risikoen og mulighederne. Det var mit valg. Morten støttede mig i det, jeg ville. Han havde tillid til min vurdering.
Det tog mig ikke lang tid at ”scanne” mig selv for mit eget ståsted: Jeg ville ikke få noget som helst ud af at afvente. Jeg ville bruge en hel nat i en hospitalsseng, hvor jeg konstant ville kigge ned i mit bind, hver gang jeg hostede – og blødte – og jeg ville konstant have behov for overvågning af lillepigen. Ergo ingen hvile til mig. Til gengæld ville jeg løbe en risiko, jeg ikke kunne acceptere. Derfor ville jeg sættes i gang, som jeg var blevet anbefalet. Bye bye hjemmefødsel😥.

I løbet af 20 minutter fik jeg sadlet om i mit hoved. Hjemmefødsel var ude.

I stedet stod jeg med en igangsættelse, 37+1, +livmoderhals, og kun åben for én finger, og ingen veer. Det lykkes mig sgu at få overbevist mig selv og Morten om, at dét kunne jeg sgu godt! Når først min krop havde fattet budskabet om at den skulle føde, jo, så skulle den nok præstere! Vi skulle lige have sat den i sving – så skulle det nok komme – den aktive fødsel, hvor jeg jo plejer at føde hurtigt. Jo, mig og min krop skulle nok klare det her💪💪💪🤗🤗🤗😍😍😍!

Kl. 23.30 tog Elsebeth vandet med noget besvær – det er ikke så nemt at komme til, når kvinden kun er åben for én finger. Men vi ville rigtig gerne tage vandet, da man har erfaring for, at det kan gøre en positiv forskel i forbindelse med netop randløsninger. Vi ser, at det kan mindske blødningen og risikoen for den totale løsning. Jeg fik veer med det samme. Min krop var med, og jeg takkede den for at være så sej til at fatte budskabet🤗💪😍!

I forbindelse med forberedelserne til hjemmefødsel havde jeg lavet en fødeplayliste på min telefon.

Fyldt med alverdens dejligste musik. Alt det som rører mig. Love and soul kaldte jeg playlisten🎵🎵🎵. Vi forsøgte at efterligne en hjemmefødsel så meget som muligt til trods for, at vi var på en sygehusstue, med kontinuerlig CTG og obs. blødning. Playlisten blev derfor sat til at spille fra min telefon til trods for, at Morten kviede sig ved at skulle lytte til ”dåsemusik”, som han kalder det, når det kommer fra en telefonhøjtaler. (Så var der alligevel noget jeg havde glemt, da jeg pakkede – en højtaler ;-)). Lyset var afdæmpet, og Elsebeth var jordemoder på den måde, jeg selv ynder at være det på: Nærværende og tilbageholdende på én gang😍.

Hun var opmærksom på faresignaler, mig og baby, og til stede så snart vi rakte ud efter hende. Men i al den tid hvor vi ikke havde ”brug” for hende, var hun tilbageholdende i lokalet, og lod Morten og jeg være hovedpersonerne i denne fødsel.

Morten og jeg dansede til den dejlige musik🎵💕😘.

Ja, så meget som man nu kan med CTG-bælter og -ledninger på maven. Jeg rokkede med mit bækken, fokus på vejrtrækning og jævnligt fik jeg lov at holde en pause fra CTG’en, for at gå på toilettet og efterfølgende tage et lille bad. Helt ærligt kunne jeg ikke holde mig lækker nok forneden efter klyx, da min hænder var for karpaltunnelsyndrom- OG springfingerplaget. Så jeg ville i bad efter hvert toiletbesøg. Og det varme vand var min ven… Imens jeg var på badeværelset fik jeg også rum til lige at være i mig selv og den alvor, jeg også vidste, der fortsat var, selvom alt så fredeligt ud lige nu og vi holdt alt så normalt som muligt. Jeg bad. Bad, som i religiøs forstand, til at både lillepigen og jeg ville komme godt igennem denne fødsel. Og der blev lyttet, om end prøvelserne ikke var forbi endnu.

Kl. 2 om natten, altså 2½ timer efter vandafgang, var jeg fire cm åben i min livmodermund. Juhuu! Det kører for mig! Sådan, så er jeg ved at være i aktiv fødsel, og så plejer jeg at føde hurtigt herfra. Jeg forudså, at jeg ville have født kl. 4 den morgen (som nu var gået hen og blevet den 26. feb.)💪🤗😍.

Men veerne aftog, og vi tog vepausen som en chance for hvile. Jeg havde udtalt ønske om så få indgreb som muligt og tid til det spontane på trods af det patologiske. Så længe lillepigen var med selvfølgelig. Men hun havde det upåklageligt. Jeg hvilede. Jeg blødte. Lidt for meget. Lægen blev tilkaldt. Veerne stoppede helt. Vi blev vist lidt forskrækket. Ro på igen. Veerne skulle rejse sig. Det gjorde de, når jeg rejste mig og bevægede mig. Lagde jeg mig, faldt veerne næsten til ro. Det var i hvert fald ikke fødeveer. Ingen aktiv fødsel. Det blev morgen. Jeg syntes, at vesmerten er ændret karakter. Den var gået fra sædvanlig stump, dyb smerte, til spids, skinger smerte…🤔

Ved vagtskifte mødte verdens bedst My ind😍. Hvor heldig har man lov at være?! Jeg kender My fra vores tid på Herlev sammen, og jeg vidste således, at hun har omtrent den samme tilgang til fødsler, som jeg selv har. Jeg vidste, at hun var garant for at bevare det normale og holde patologi fra døren i videst muligt omfang. Da jeg var omkring uge 34 havde lillepigen endnu ikke vendt sig med hovedet nedad, og jeg (dengang) overvejede derfor kortvarigt risikoen for, at hun slet ikke ville vende sig. At jeg ville stå med en sædefødsel. På sygehus. Jeg så scenariet for mig. Og dér var det My som stod vagt – som ville føde sammen med mig i dén situation. Og hun ville barrikadere fødestuens dør for nysgerrige læger og studerende, som jeg ville have ønsket det. Tag ikke fejl – jeg sætter pris på læger. Men de skal ikke fucke min fødsel unødvendigt op, og jeg vidste, at My og jeg ville stå det samme sted. Jeg var derfor SÅ glad, da hun smed sin usynlige Klinisk Jordemoder Specialist kasket og –rolle, og tog jordemoderkitlen på i stedet for at være hos mig. Jeg var tryg.

Kl. var nu 7 om morgenen. Vi afventede stadig spontan fødsel. Vi turde ikke rigtig lave rebozo med fare for at provokere yderligere løsning af moderkagen… så jeg bevægede mig og satte min lid til det altovertrufne kærlighedshormon, Oxytocin❤️❤️❤️.
Morten og jeg var bare sammen om denne fødsel. Han kyssede og krammede mig, han holdt mig og rørte mig. Vi lyttede til den dejlige love and soul musik og dansede alt, hvad vi kunne i situationen. Det er den bedste kærlighedsoplevelse han og jeg har haft sammen – fødslen af vores barn❤️😍😘. Alene dét i sig selv er fantastisk, men det giver altså også pote på den måde, at når kærligheden så at sige ”flyder”, så flyder Oxytocin også rundt i kroppen, og dét skal du bruge til at lave veer med.

Præcis DERFOR er det så vigtigt, at du skaber rammer til din fødsel, som gør dig tryg og fylder dig med omsorg og kærlighed. Det har virkelig stor betydning!☝️👍

Ikke desto mindre var veerne stadig drilske. De gjorde mere og mere ondt på den dér stikkende måde. Jeg beskrev det som, at have en (tortur) jernring inde i mit bækkenomfang, hvor man kan skrue på en dims, der får jernringen til at udvide sig, hver gang jeg havde en ve. My spurgte, om det var sådan, jeg havde følt det ved mine tidligere fødsler? Nej, det her var anderledes. Jeg brugte alle mine ressourcer på at udholde smerterne. Tage én ve af gangen. One more down!

Kl. 9 ville jeg gerne undersøges, og ikke før, da jeg ikke ville have indgreb før alligevel. Stadig fire cm i min livmodermund!!! What!? Syv timers stilstand og alligevel smerter?! My mærkede godt efter og sagde: ”Jeg tror, hun står i en høj lige stand”. Dér blev jeg sgu lidt modløs. Jeg var faktisk lige ved at tabe sutten…
En høj lige stand betyder, at barnet står ’lige’ med sit hovedet i bækkenindgangen, hvor der er bedst plads, hvis hovedet står på tværs. Dvs. hun stod med sit lille kønne hoved og bankede på mit bækken, og ingen vegne kom. Det forklarede så fint mine smerter, som beskrevet som en indvendig jernring – og det forklare den skæve næse hun kom ud med og som først forsvandt efter nogle uger…

Jeg var ved at ”tabe sutten”😥. Det krævede alle mine ressourcer at udholde smerten

Jeg vidste, at en høj lige stand er noget obstetrisk lort – for at sige det lige ud! Jeg vidste, at mange ender med et kejsersnit, fordi børnene ikke kommer rundt, ned og fem, og jeg var i de efterfølgende timer tæt på at sige højt, hvad jeg tænkte: Hvad med et kejsersnit?

Min jordemoder My vidste godt, hvad jeg tænkte, og undlod at lade det komme på tale. I stedet sagde hun, da jeg fortalte, at jeg var ved at miste modet: ”Lise-Lotte! Vi to er ikke sådan nogle, der giver op!” 💪💪💪Jeg tænkte i mit stille sind, at måske ville jeg gerne trække det kort, der hedder: Jo, jeg tror måske lidt, jeg er sådan én…😏 Men lod mig i stedet rive med af hendes overbevisning om, at det her skulle vi nok klare. Således agerede hun et ”vikarierende håb” for mig på et stadie af fødslen, hvor jeg selv havde svært ved det. Morten heppede selvfølgelig også på mig😍.

Og så trak vi ellers i arbejdstøjet.

Eller det vil sige. Det var nok mest, My der gjorde. Jeg skulle jo for fanden ”bare” udholde de der lorte smerter… Jeg fik lattergasmasken og koncentrerede mig maks. om den. En ve efter én. One more down.

My knoklede. Vi kastede os over rebozo alligevel – hvad pokker – et kejsersnit var alligevel under opsejling, så vi kunne lige så godt give det alle chancer trods risiko for yderligere løsning. Sidelying release og diverse bækken manipulation tiltag med My’s albue… Det gjorde naller, men jeg tænkte bare: Du giver den bare gas! Jeg kan ikke have mere ondt alligevel, så gør, hvad du skal gøre. Jeg tager mig af at udholde smerte, hvis du tager dig af det der med at få lokket lillepigen til at dreje sit hoved i mit bækken.

Vi var et fantastisk team, og Morten tuder hver gang, han fortæller om det😂😍☝️😏🤗.

Kl 11 accepterede jeg at få sat et drop for at få det sidste skub på veerne.

Én time aftalte vi. Én time. Jeg ved ikke, hvad jeg så ville om én time. Men det gjorde noget at have en tidshorisont. Godt så. Arbejdshandskerne på. Én ve af gangen. One more down.

Kl. 12.00: 6-7 cm åben i min livmodermund, og ENDELIG havde lillepigen drejet sit lille kønne hoved rundt i en skrådiameter👍👍👍. Der var skred i fødslen. Yes!! Og så fik jeg presseveer. Med det samme.

Kl. 12.16 var hun født😍😍😍, efter at vi brugte et par minutter på at få hende langsomt frem, for jeg havde igen trang til bare at give den los (som forudset)! Power-mama💪!
Fuck, hvor jeg tudede. Jeg var SÅ lettet. Glad og stolt💪😍🤗💪. Og helt udmattet. Men det var lige meget. Og Morten tudede. Vi er og var SÅ taknemmelige👨‍👩‍👧❤️❤️❤️.

Efter 5-6 timer valgte vi at tage hjem med vores baby, og hjemme holdt vi den fødselsdagsfest, vi havde forestillet os, vi skulle have holdt efter den planlagte hjemmefødsel. Vi tændte stearinlys, spiste tapas og skålede i bobler🍾🍾🍾🥂🥂🥂. Høj af lykke. Dagen efter kom alle ungerne hjem og tog imod deres efternøgler-lillesøster og festen fortsatte❤️🍾😍😘.

Og hun er da det dejligste, der er kommet i familien Løgniaks liv. Jeg takker for den enorme gave, hun er🙏.

Hvordan har jeg det så med dén fødsel!?

Godt, faktisk. Det var en rigtig god fødselsoplevelse på trods af det hele. Der blev lyttet til mig, og jeg vidste, hvad jeg ville (derfor kan det være en fordel at have gjort sig en del tanker om det forinden ved fx at tale med en kendt jordemoder inden). Jeg fik derfor en fødsel på mine præmisser, med udgangspunkt i mine ønsker, til trods for alt det som drillede, og jeg ikke kunne gøre noget ved.

I årene der er gået siden da, har jeg reflekteret en del over, hvorfor jeg fik den randløsning af moderkagen?! Jeg er ikke i risikogruppe med fx forhøjet blodtryk eller slag/traumer på maven. Og dog, måske alligevel?! Måske var den vanvittige hoste, jeg led af, præcis det samme som slag og traumer på maven?! Man ved det ikke, men det er et plausibelt bud, tænker jeg! 🤔

Vigtigst af alt: Så er jeg så mega stolt over den fødsel.

Jo, jeg var ærgerlig over at gå glip af den ukompliceret hjemmefødsel, men det var ikke noget jeg eller noget andre valgte. JEG valgte i henhold den situation, jeg kom i. Jeg var maks inddraget – og selvom DU ikke er jordemoder, kan du også få en følelse af maks inddragelse, som bare giver en fantastisk power følelse. Man bliver “herre i egen graviditet”, når man deltager aktivt – og det styrker og vokser man af – og man får gode fødselsoplevelser af det!