For 13 år siden var jeg højgravid med mit 2. barn. Endnu en pige var i vente. Det var den bedste tid – sådan husker jeg det – måske jeg har fortrængt noget, men jeg husker vitterlig at graviditeten var til at holde ud og nyde. Det på trods af at mine livsomstændigheder var barske nok! Min mor havde været kræftsyg i hele graviditeten og døde kun to måneder før min termin. Således var jeg samtidig med min graviditet også i sorg.

Alligevel husker jeg min graviditet, som noget af det stærkeste. Jeg havde masser af helt almindelige plukkeveer, men de var aldrig sådan rigtig smertefulde eller generende. Jeg husker en dag tæt på terminen, hvor min lille familie og jeg cyklede til København og hjem igen. Det gav en del plukkeveer, og vi måtte naturligt sætte tempoet efter det. En stenhård mave er lidt “i vejen” på en cykel 😉

Fødslen:Jeg vågnede tidligt på morgenen med regelmæssige plukkeveer. Jeg sov imellem dem, men når jeg vågnede skævede jeg til uret, og jeg spottede mønster og regelmæssighed. Det havde jeg gjort flere nætter før denne, hvor det hele var gået i sig selv igen, og jeg vågnede næste morgen og tænkte ikke mere på det. Men denne gang i graviditetsuge 39+5 faldt jeg ikke i søvn. I stedet stod jeg op. Jeg havde lyst til at bevæge mig for at smertelindre. Jeg gik rundt om vores spisebord i stuen, husker jeg. Resten af huset sov. Da de vågnede tog jeg kontakt til min jordemoder. Hun kom relativt hurtigt – sådan en 2. gangsfødende, der “kun” er 27 år gammel, og har født godt første gang, skal man ikke spøge med.

Jeg var stadig i latensfasen, 2-3 cm. åben i min livmodermund. Jeg fik efter ønske et klyx og lagt til at hvile, idet jeg jo havde været vågen siden den tidlige morgen. Imens var jordemoder, barnepige til vores ældste datter og resten af min familie i stuen. Jeg kunne høre dem. De sludrede, hyggede sig og grinede.

Jeg kunne OVERHOVEDET ikke sove! Det lød alt for hyggeligt dernede i stuen og mit sociale væsen ville hellere være med. Jeg kunne SLET ikke lave veer, som ligesom var det, vi ventede på, da de regelmæssige plukkeveer fra den tidlige morgen, var gået i stå. Sådan er det i latensfasen. Det kan sagtens gå i stå – helt normalt!

Jeg rejste mig derfor fra min seng, og sendte barnepige hjem og jordemoder i sin konsultation på Amager med beskeden om, at jeg altså ikke kunne lave veer, når de sad der og ventede på det. Sådan er det med fødehormoner. De kan være så sensitive, og et præstationspres hjælper ikke godt i den forbindelse. Så de tog hjem og videre.

Det var en flot solskinsdag d. 25. april 2006. Min mand havde aflyst job dén dag, så vi besluttede os for at tage på tur ud i det blå. Vi ville spise is og kiggede blandt andet på sko. Jeg skal hilse og sige at skoforretningsdamen på Hellerup Strandvej kiggede noget over brillen, da hun så min mave og jeg forklarede min pusten med, at jeg bare havde lidt småveer. Men helt ærligt – hvad er mere fornuftigt end at prøve sko, når man venter på en fødsel 😉

Nå, jo, det skulle lige være at tage hjem og tage en lur om eftermiddagen – så det gjorde vi så. Familien blev sendt på tur ud af huset, så jeg kunne få lov at sove ordentligt. Da de kom hjem et par timer senere var veerne taget til igen. Jeg aflyste et arrangement, jeg skulle have været til om aftenen. Jeg husker sms’en: “Hej Birgti, jeg kommer desværre ikke i aften alligevel, da jeg ligger og hygger mig med lidt ve-aktivitet”. “Hvor hyggeligt”, svarede hun retur!

Min jordemoder ringede til mig fra sin konsultation, som hun var ved at være færdig med. Hun ville lige have en status. Jeg talte med hende. Jeg synes, jeg havde det fint! Og de veer var da ikke noget, mente jeg… men jeg måtte alligevel bruge vejrtrækningen fokuseret under samtalen og dét opfanger en erfaren jordemoders øre! Hun sagde til mig: “Jeg kommer forbi dig – jeg synes det lyder at fødsel”. Okay, selvfølgelig var hun velkommen! Og det var godt, hun kom. For veerne tog blot til.

I løbet af de næste tre timer bliver badekarret fyldt med dejlig varmt vand (37 C), jordemoder ankommer, min mand laver aftensmad til vores datter og ham selv (jeg springer over), jeg kommer i badekarret, jeg savner VIRKELIG at min barnepige til vores datter på 4 år ankommer til vores hjem. Hun skulle også først lige transportere sig. Da hun ankommer, kan jeg slappe af og gå helt ind i min fødsel.

Mit fokus kan nu 100% være på mig, mine veer og det at rumme dem. Jeg er tryg ved, at min barnepige, som var min veninde, havde helt styr på min datters behov.

Jo, selvfølgelig gør veerne ondt! Det vidner billedet om. Men det tog ikke pusten fra mig – det var til at rumme.

Jeg vælger at stå op af karret og føde på “land”.

Det hele går ret stærkt, føler jeg. Kl. 20.05 føder jeg vores anden datter. En smuk og ukompliceret fødsel!

Det var en FANTASTISK fødsel, som jeg husker tilbage på med stor glæde og power. Det var så meget mig. Så ukompliceret og jeg elsker, at min familie var omkring mig.

Jeg elsker hjemmefødsler. For det er dét, de kan! De kan være med til at styrke kvindens power og naturlige, spontane proces i en fødsel. De følelser dén fødsel efterlod i mig, har sat spor i mig. Det er helt klart én af årsagerne til Fødsel og Familielivs eksistens. Jeg ønsker inderligt at flere kvinder, må få lov at føle alt det, jeg gjorde. Den power. Den styrke. Den kraft. Den stolthed. Den ægthed. Den nærhed. Den kontakt.

Da jeg havde født, kunne jeg sidde der i vores egen seng, som en dronning over Sandbjergvej. Så meget mig – så stolt – så kraftfuldt.

Tillykke med fødselsdagen min dejlige Carolina <3