To tidligere fødsler, der hver især betød smerte, skuffelse og en følelse af nederlag: 

Auora har født to gange før for snart mange år siden, da hendes store børn er teenagere i dag. Første fødsel af de store børn var en lang og sej fødsel med meget langsom fremgang i den sidste del af fødslen. Årsagen til den langsomme fremgang var formentlig, fordi baby havde skruet sig den knap så optimale vej ned igennem bækkenet, og blev det, man kalder for en ”stjernekigger”.

Det var altså den sidste del af fødslen, der trak ud og gjorde fødslen lang og uoverskuelig for Auora. Hun var 8 cm. åben i sin livmodermund, da det ligesom gik i stå. Et typisk tidspunkt for ’stjernekiggere’. Veerne var kraftfulde, og Auora bad om en epiduralblokade, da smerterne var uudholdelige for hende på dette tidspunkt. Rigtig mange kvinder når en ”mur”, når de rammer ca. 8 cm, hvor de føler, de ikke kan mere. Uanset hvordan fødslen ellers skrider fremad. Ofte har fødende kvinder brug for mentalt støtte til den sidste del af fødslen, som oftest er nært forestående, når man når hertil, hvor ”murren” rammer.

Auoras jordemoder har formentlig tænkt det samme – at fødslen var nært forestående, og at det er begrænset, hvilken glæde Auora overhovedet ville kunne nå at få af en epiduralblokade, når hun var 8 cm åben, og formodes at føde snart. Måske derfor blev ønsket om epiduralblokade udskudt.

Men som sagt kom baby kun meget langsom ned på bækkenbunden pga de trange pladsvilkår i bækkenet under hans ikke-optimale rotation, og på et eller andet tidspunkt indser man, at fødslen ikke går så hurtigt og gnidningsfrit som forventet. Der sendes derpå bud efter anæstesilægen, som skal anlægge den nu længe ventet epiduralblokade. Denne læge er imidlertid forhindret i at komme med det samme. Sådan kan det gå – der kan komme et trafikuheld ind af sygehusets dør, hvor man naturligvis må prioritere lægens assistance. Det ændrer ikke på en fødendes kvindes behov og ønske for smertelindring. Der går således rigtig mange timer før Auora får sin epiduralblokade, og endnu længere tid før hun endelig føder sit barn.

Ved Auoras 2. fødsel kommer fødslen aldrig rigtig i gang, og denne fødsel ender med et kejsersnit. De to fødsler er som sagt mange år siden, ikke desto mindre har de sat spor i Auora, som har betydning for hendes 3. graviditet, hvor jeg møder hende.

Derfor ønsker Auora sig et planlagt kejsersnit – og får sit ønske ‘godkendt’ hos fødselslægerne:

Auora venter nu sit 3. barn. Hun har fået en ny mand, og det er Anders’ 1. barn. Auora ønsker sig et planlagt kejsersnit og går til samtaler herom på sygehuset. Ønsket om kejsernit handler om, at hun både frygter at blive skuffet i sin fødselsoplevelse, og hun frygter at føle sig svigtet og afvist, når og hvis veerne er for uoverskuelige, og hun derfor ønsker en epiduralblokade, som måske lader vente på sig. Mest af alt frygter hun ikke at have poweren til at gennemføre fødslen selv. Derfor føles det ”nemmest” for Aoura at vælge planlagt kejsersnit for at gardere sig mod den eventuelle skuffelse.

Siden de første to fødsler for mange år siden har Auora gået rundt med en indre stemme, der sagde, at hun ikke var ret god til det dér med at føde… at der tydeligvis var noget galt med hende og hendes krop, siden den var så ”dårlig” til det. Hun følte, at hendes kejsersnit ved andet barn var en oplevelse af at give op – og at hun måske aldrig rigtig at havde turde at gå ind i det. Hun følte sig svag og som én, der ikke havde det, som skal til for at føde sit barn.

Auora er en meget selvbevidst kvinde, og hun reflekterer over tingene. Hun er derfor bevidst om, at hun dengang, da hun fik de store børn, var et helt andet sted i sit liv, end hun er i dag. Hun var væsentlig yngre og manglede støtte og opbakning til at være tro mod sig selv. Mens Auoras nuværende mand er meget støttende og kærlig. På trods af sin bevidsthed om at være et helt andet sted i livet, turde Auora ikke andet end at ønske sig et planlagt kejsersnit. Det føltes kontrolleret – og uden risiko for at komme til at føle sig som en fiasko, der ikke er ret god til at føde – og uden risiko for uendelige timer med uoverskuelige vesmerter, hvor epiduralen ikke kan lægges. Et planlagt kejsersnit føltes som en ’løsning’ på hendes frygt.

Auoras ønske om et planlagt kejsersnit var båret af frygt! Men en indre stemme blev ved at kalde på hende:

Alligevel var det som om, der var en indre stemme, der tydeliggjorde at hendes krop og baby sagtens kunne skabe det fine samarbejde. Det føltes helt forkert at vælge kejsersnittet uden at have givet det en chance. Derfor så tog Auora ”skeen” i den anden hånd! Hun gik ind i sin forestående fødsel i stedet for at gå væk fra den! Hun aflyste sit kejsersnit og gik 100% ind på at gøre sig klar til en forestående vaginal fødsel.

Auora lyttede til afslapningsfiler og fødebekræftelser dagligt, og hun opsøgte mennesker, som kunne hjælpe og støtte hende i hendes mål mod en god vaginal fødselsoplevelse.

Fra privat ammeforberedelse til ‘det ultimative forløb‘:

I graviditetsuge 36 møder jeg det kommende forældrepar for første gang. De får privat ammeforberedelse i eget hjem.

På vej til ammekursus

Dels fordi det er Anders’ første barn, dels fordi Auoras amninger med de store børn ikke var helt vellykket. Der var mange aha-oplevelser for Auora under den ammeforberedelse, som gav hende forståelse for, hvorfor de andre amninger var blevet vanskelige. Blandt andet at en vellykket ammestart har større chancer, når fødslen er spontan og ukompliceret.

Auora ønsker derfor at optimere sine chancer for en normal, spontan og vellykket vaginal fødsel, nu hvor hun har sat sig det for, hvorfor hun booker tid til fødselsmodning fra graviditetsuge 37.

Den dag vil skæbnen, at Auoras store datter spørger nysgerrigt til, om det også er mig, som kommer med til fødslen?!

”Nej, det kan man ikke”, svarer Auora sin datter, hvorefter jeg indskyder, at det kan man jo faktisk godt… Og derfra blev en aftale om det ultimative forløb indgået.

Auora ønskede sig faktisk så meget en spontan og naturlig fødsel, at hun egentlig ønskede sig en hjemmefødsel, men pga det tidligere kejsersnit bliver hjemmefødsel frarådet. Derfor faldt valget på en hospitalsfødsel i det ultimative forløb med elementer af hjemmefødsel, idet vi ville have den indledende del af fødslen hjemme og sammen. Jeg sagde aldrig til Auora, at hun ikke måtte føde hjemme. Jeg var meget opmærksom på at bruge ord, der gør det klart, at hun bestemmer. Hun er i ’førersædet’ af sin graviditet og fødsel – jeg guider, vejleder og støtter. Det er jeg helt bevidst om, fordi jeg ved, at det fremmer den gode fødselsoplevelse og hendes evne til at tage sin ’power’ hjem! Det har betydet, at Auora har en følelse af, at hun selv har truffet et fornuftigt valg – modsat en følelse af, at andre styrer og bestemmer over hendes fødsel. (Vil du læse mere om hvordan du altid har et valg? Så klik her)

Auora og Anders fik privat fødselsforberedelse i ugerne op til fødslen, og vi indledte en tæt kontakt i de få uger, der var tilbage op til termin. Vi sås to gange om ugen, hvor både mor og baby blev undersøgt og fødselsmodning fandt sted. Fødslen lod vente på sig, da Auora slet ikke klar til at ”give slip på sin baby” endnu. Hun følte, at baby godt måtte blive derinde lidt endnu. Hun stornød at have baby i maven – og således gik det. Baby blev derinde – og vi havde derfor tid til at lære hinanden rigtig godt at kende.

Da Auora nærmede sig sin termin, var hun derimod klar til at føde, og plukkeveerne tog til i styrke og intensitet. Flere gange i løbet af ugen havde vi været i tæt kontakt, fordi plukkeveerne begyndte at ligne fødeveer – og så gik i stå igen. Det er helt normalt, men den tætte kontakt gjorde Auora tryg, og det giver også mig en mulighed for at følge med og have en ”finger på pulsen” i forhold til, hvornår fødslen reelt er.

Fødslen:

Dagen efter Auoras terminsdato tog plukkeveerne rigtig godt til. Jeg kom til deres hjem omkring kl. 11.30. Der var ca. 6 minutter mellem veerne, og de varede lige knap 1 min. Styrken var kraftig – men ikke fødeagtig kraftig. Vi så tiden an og hyggede os med kaffe osv. Vi talte om, at vi kunne tænde for fjernsynet, for vi behøvede da ikke at skulle underholde hinanden. Fjernsynet blev dog aldrig tændt. I stedet sad jeg med lidt håndarbejde, mens Anders og Auora skulle ordne nogle praktiske ting omkring de store børn. 

Auoras veer krævede i tiltagende grad hendes opmærksomhed, og hun havde brug for, at hendes store datter kom over til den moster, som efter aftale skulle tage sig af datteren under fødslen. Auora havde simpelthen brug for at gå helt ind i sine veer og ikke have mental opmærksomhed på andre.

I det øjeblik Anders kørte med datteren tog veerne til. I samme sekund! Klokken var nu 13.30, og veerne kom derfra med 3-4 min. interval, 1 minuts varighed og en helt anden styrke! Et helt fantastisk ’bevis’ på at veer og fødearbejde er SÅ meget styret af hormoner, som hænger sammen med vores følelser. Idet Auora fik ro til sig selv – og ikke skulle tænke på andres, fx sine store børns behov, ja, så tog fødslen en drejning mod aktiv fase. Der var ingen tvivl om, at der nu var ”kul” på veerne.

Kl. 14.30 var Auora 5 cm. åben og havde brug for mere smertelindring, end hvad der er til rådighed i hjemmet. Jeg ringede til sygehuset og informerede dem, og vi gjorde klar til afgang i det lille hjem. Fordelen ved at det er mig, som privat jordemoder, der ringer, er, at personalet ved, at jeg ved, hvad jeg taler om. Vi ved lige præcis hvilke informationer, der skal udveksles i telefonen.

Kl. 15.45 er vi alle på en fødestue sammen med en god og kompetent offentlig jordemoder. Auora er nu 8-9 cm åben, og vi forventer en snarlig fødsel. Auora ønsker sig atter en epiduralblokade, og jeg forklarer den offentlige jordemoder, hvilken erfaring Auora har med sig fra tidligere i fht. fødslen fremgang og det at vente på en epiduralblokade i smerter. Sammen bliver vi enige om at gøre klar til en epiduralblokade, selvom både offentlig jordemoder og jeg tror og håber på en hurtig og snarlig fødsel. Men vi er enige om, at Auora ikke skal føle sig svigtet igen. Efterfølgende har Auora fortalt mig, at hun i sin krop vidste, at baby var på vej ud inden for meget kort tid, men at hendes hoved havde brug for sikkerheden i at vide, at epiduralen var på vej.

Og derpå fik Auora pressetrang og hendes baby trængte ned igennem hendes bækken! Hun nåede kun at være 25 minutter på fødestuen – så havde hun født den dejligste datter med en susende fart! Uden epiduralblokade – for det nåede vi vitterlig ikke!

Fødslen var et smukt samarbejde mellem fødende, kommende far, offentlig jordemoder og jeg. Alle havde vi forskellige roller og bidrog med det, vi kunne.

Amningen blev etableret ukompliceret, og den lille familie valgte at blive på sygehuset til nogle barselsdage dér. Hver dag fik de besøg af mig, hvor vi talte om fødslen, og hvordan det gik med mor og barn i fht amme-etableringen.

Ammeforløb

På tredjedagen efter fødslen er den blivende/modne mælk løbet til, babys afføring skiftet til den gule farve, som tegn på god amning, og den lille familie er ’flyveklar’. De har ikke længere brug for mig, hvorfor det ultimative forløb afsluttes.

Auora er efter sin fødselproces høj af begejstring! Hun er SÅÅ stolt. Hun føler sig som en ”fandens føde-karl”! Hun indser, at hendes krop er som gudeskabt til at føde, og hun føler omsorg for de to tidligere fødsler, som blev så meget anderledes, og hvor hun følte det stik modsatte. På den måde blev dette forløb også en bearbejdning af følelserne i fbm de tidligere fødsler.

Anders og Auora fortæller mig flere gange, at de er SÅ glade for deres valg om det ultimative forløb sammen med mig. At det for dem har været den bedste prioritering! At de følelser og oplevelser de sidder tilbage med nu, ikke kan beskrives med ord! De har siger ’tak’, men de føler ikke, at ordet dækker deres følelser.

De ærgrer sig over, at de ikke havde fået købt blomster til mig, da vi afslutter vores forløb. Jeg fortæller dem, at de bedste ’blomster’ jeg kan få, er de verbale ’roser’, de har givet mig. Jeg kan se i deres ansigter og kropssprog, at de er mega glade og begejstret. De er SÅ glade og stolte, lykkelige og ja, helt igennem tilfredse. Jeg kan se, at Auora stråler med hele sin krop – af stolthed og en stærk følelse af at være i intakt power. Auoras glædesudbrud: ”Hold kæ…hvor føler jeg mig, som en succes!”, siger alt for mig. Det er ’mission completet’ for mig og de smukkeste ’blomster’ for mig.

Således gik det, at Auora gik fra at ønske sig et planlagt kejsersnit til at ønske sig en hjemmefødsel, og i stedet fik en vidunderlig fødselsoplevelse og -proces på sygehuset og i tiden deromkring. Auora følte sig fuld tilstede i kroppen undervejs i hele processen, hvilket var vigtigt for hende. “Vi sidder begge med en større og mere tilfredsstillende oplevelse end vi drømte muligt”, skriver de efterfølgende.

Jeg ønsker den lille familie alt det bedste!

Kærligst jordemoder Lise-Lotte