En god fødsel første gang

Karina ventede sit 2. barn. Hun havde egentlig haft en ok fødselsoplevelse første gang, hvor hun fødte helt ukompliceret, men hun fødte i en periode, hvor de offentlige jordemødre strejkede i hht. deres overenskomst. Det betød, at tiden og omsorgen omkring Karina og hendes første barn var begrænset. Især er det at nævne, at Karina blev sendt ambulant hjem (pga den ukomplicerede fødsel) og Karina var derfor fuldstændig alene med sin første amme-etablering.

Karina kontaktede mig derfor dengang, da hun havde født sit 1. barn, for at få hjælp til sin amning hjemme i hendes egen stue. Karina har flotte, men relativt store bryster og hendes pige var som nyfødte er, lille. Samtidig havde Karina og hendes mand selvsagt ingen erfaring med amning, så de var uerfarne i at tage fat om baby og bryst og få de to til at fungere sammen. Med lidt hjælp fra min side blev amningen vellykket for Karina.

Da Karina ventede sit 2. barn, havde hun lyst til en anden oplevelse.

Hun havde rigtig god selvtillid fra sit forrige forløb, fordi det gik så godt som det gjorde, på trods af at være blevet ladt lidt i stikken af det offentlige jordemodervæsen. Karina havde derfor positive forventninger til sine fødekompetencer, og hun drømte i virkeligheden om at føde hjemme sammen med mig (og hendes mand selvfølgelig). Hun kunne fint forestille sig, hvordan hun ville føde ukompliceret i eget hjem, hvordan hun ville slippe for at skulle ud og køre 4 timer efter fødslen med en nyfødt baby og hvordan hun lige så fint kunne få en amningen op og køre i eget hjem, som hun gjorde det første gang. Derfor var en hjemmefødsel oplagt for Karina, og rent jordemoderfagligt var der også fuld opbakning hertil.

Karinas mand, Henrik, derimod var IKKE tryg ved tanken om en hjemmefødsel.

Sådan har mange mænd det faktisk. De tænker, at det må være logisk, at det er mest trygt og sikkert at føde på et hospital med al personale og udstyr omkring sig. Det lyder også logisk og rationelt. Sandheden er bare, at det IKKE er sådan det forholder sig i fødeverdenen.

”Hvordan kan det være”, tænker du måske?!

Jo, graviditet, fødsel og amning er voldsomt styret af hormoner.

Hormoner er kroppens egen kemi og signalstoffer. Hormoner påvirkes af dine følelser og tanker, som også påvirker hinanden. Vi er fra naturens side designet således, at vi føder bedst, når vi er trygge og har det rigtig godt. Simpelthen fordi det er for ”farligt” for os som menneskerace, hvis vi føder børn under utrygge omstændigheder. Det er jo ikke særlig smart at føde sit barn, mens der er fare på færde. Derfor fremmer vi de gode fødselsforløb, når vi skaber rammer som øger vores tryghed og tillid.

Når man har det som Karina, at man sagtens kan se for sig, hvordan man har gode fødekompetencer til at føde hjemme sammen med mig, så ville dét scenarie, være det optimale i fht at booste Karinas tryghed og velvære. Desuden havde hun jo erfaring for, at det var begrænset, hvilken hjælp hun fik fra det offentlige systems side. Kvinder der vælger at føde hjemme, er som oftest kvinder som har taget aktivt stilling til, hvor de vil føde bedst. Hvor de vil være mest trygge og glæde sig mest til en vidunderlig proces. Og præcis dérfor går hjemmefødslerne bedre end de gør på sygehuset. Præcis derfor kompenserer denne hormonelle fordel for hospitalets udstyr og personalestab. Ja, faktisk kan selvsamme, altså udstyret og personalestaben (som kan udskiftes og variere) NETOP være med til at forstyrre tryghed og det positive hormon-flow.

Når man skal føde, er kærlighedshormonet Oxytocin på spil.

Det hormon du også har i fbm fx samleje. Ville du kunne have et (godt og tilfredsstillende) samleje på en offentlig fødestue, hvor der er neonlys tændt og skiftende personale kom ud og ind af døren? Eller kan du bedre forestille dig et tilfredsstillende samleje derhjemme i kendte og trygge omgivelser i blid belysning og god musik i baggrunden? Man skal føde dér, hvor man er allermest tryg, da hormonerne vil flyde allerbedst dér.

Tilbage til Karina og Henrik. Karina kunne altså godt se for sig, at hun ville have optimale fødekompetencer i eget hjem, mens Henrik ikke følte denne tryghed. Karina ville kun føde hjemme, hvis Henrik var med på ideen, og det var han ikke, hvorfor hun valgte at skulle føde på sygehuset.

Da Karina var nået til sit terminstidspunkt, var hun godt træt af sin graviditet.

Hun havde ondt i sit bækken og sov dårligt. Vi mødtes, snakkede og jeg satte nogle akupunkturnåle for at modne og stimulere veer. Karinas mand, Henrik kom hjem, og vi blev enige om, at jeg lige kunne undersøge Karina indvendigt for at se, hvor hun var, selvom hun ingen veer havde endnu. Da jeg undersøger Karina indvendigt, er hun som mange flergangsfødende er, relativ åben og der står en stor spændt hindeblære, som går i stykker spontant, mens jeg undersøger. Dvs. vandet gik, og Henrik fik travlt med at finde en masse håndklæder til at lægge under Karina, mens jeg lukkede fostervandet ud. Vandet var klart, og der var ingen fremfald af navlesnoren, så alt var godt!

Karina og Henrik var ved godt mod. De vidste, at nu skulle der snart ske noget, fordi vandet var gået. De arrangerede børnepasning af deres ældste datter og jeg kørte igen med en aftale om, at vi skulle holde tæt kontakt. Så kunne jeg også lige få arrangeret pasning til mine børn.

Karina skrev et par timer efter til mig, at veerne nu var startet. En time senere skrev hun, at veerne tog til. Jeg ringede Karina op, for at få en fornemmelse af de veer, som var startet. Jeg kunne mærke, at jeg ville være hos Karina, så jeg tog hjem til Karina igen. Hun var ikke helt i aktiv fødsel endnu, men veerne virkede tiltagende, så jeg forventede, at det ville komme.

Det var blevet aften omkring kl 18 og Karina sad i deres store hjørnesofa og passede sine veer. Hun var helt vildt god til at gå ind i sit eget ”rum” og fokusere på at rumme hver en ve. En efter én træk hun sit vejr roligt igen veerne. På den måde sender hun signaler til sin krop om, at ALT er godt. Hun fortæller sin krop, at hun er helt tryg og helt rolig, på trods af tiltagende veer, og på den måde skabte hun de bedste betingelser for fødehormonet Oxytocin.

Mens Karina sad der i sofaen, sad jeg i den anden ende af sofaen og Henrik i lænestolen. Fjernsynet var tænkt, og der kørte noget ’Go’aften Danmark’ lignende program i baggrunden. Henrik og jeg sad og småsnakkede lidt med hinanden. Både om det som blev sagt i fjernsynet, og hvad vi nu ellers kunne finde på. Jeg tror Henrik blev mere og mere tryg ved mig og min tilstedeværelse dér midt i deres stue.

Jeg har 100 procent et øre for Karina og hendes fødsel.

Så selvom det ser ud som om, at jeg bare småsnakker med Henrik og ser fjernsyn, så er jeg i den grad ’jordemoder’ og har øje for fødslen. Hver 15.-30. lyttede jeg hjertelyd – den var fin. Og hver time undersøgte jeg Karina indeni. Hurtigt var hun 6-7 cm. åben, og jeg fortalte, at det var tid til at køre på sygehuset – nu var hun godt i gang med sin aktive fødsel.

Jeg ringede til fødeafdelingen og fortalte dem, at Karina med følge var på vej. Karina og Henrik kørte derop i deres egen bil, og jeg kørte i min. De fik instrukser på, hvad de skulle gøre, såfremt Karina fik pressetrang, mens vi kørte. Vi kom op på sygehuset. Karina havde rigtig gode veer nu, og det var svært for hende at gå. Da vi endelig kommer ind på en fødestue, går der 17 minutter, så har Karina født sin dejlige dreng. 3-4 timer efter tager hun og Henrik hjem, og jeg besøger dem de efterfølgende dage i eget hjem for at sikre mig, at det går godt med ammeetableringen osv.

Karina ELSKER sine fødsler.

Hun er mega stolt over dem, og hun føler sig med rette, som noget af fødedronning! Karina er samtidig super glad for vores fødselsforløb sammen med mig som privat jordemoder. Karina siger: ”Jeg vidste ikke, hvad en kendt jordemoder kan bringe med ind i en fødeoplevelse. Barnet kommer jo ud ligegyldigt hvad, men det vigtige for mig var den tryghed og ro, du udstråler og gir’ videre. Din måde at få mig og ikke mindst Henrik til at føle os trygge i dine hænder, kan ikke beskrives, men skal føles.”