Som udgangspunkt er det jo en rigtig sund og stærk overbevisning at have om sin egen krop og dens præstation af både graviditet og fødsel. Det her med, at man som udgangspunkt tænker og forventer, at selvfølgelig kan denne krop finde ud af det! Den er jo skabt til det, og kvinder har gjort det samme i al evighed. Grundtanken er så sand, som det er sagt; Nemlig at kvindekroppen virkelig er skabt til at føde, OG at tillid til egen krop er så vigtig, fordi tillid er medskaber af følelsen af tryghed, som har afgørende betydning, når du skal føde!

Så langt så godt!

Og hvorfor er det så, at vi jordemødre liiige stopper op, når de gravide, typisk kommende 1.gangsfødende, siger sådan. Personligt starter der en lille motor i mit hoved, hvor jeg tænker; “Ups, hvordan kan jeg hjælpe her, UDEN at tage hendes tiltro til sig selv og sin krop fra hende – for den er SÅ fin og vigtig!?”. For det er et fint udgangspunkt at have tillid til egen krop, men når gravide siger sådan, oplever jeg også ofte, at der samtidig er en forglemmelse eller måske ignorering af det system, som kroppen skal være gravid og føde i, som skaber hele balladen!

Lad mig uddybe:

Det er nemlig SÅ fint, rigtigt og vigtigt, at kvinden har tillid til egen krops formåen og præsteren. Ja! Udfordringen er bare, at kvinden er gravid og skal føde i et system, der ikke har samme tiltro til kroppen og dens iboende talent for at bære og føde sunde og raske børn og ditto mor!

Hvis du læste mit opslag på facebook fra fredag d. 6/10-18, så ved du, at jeg dér kiggede på tallene for september måned på Roskilde Sygehus, hvad angår igangsættelse, kejsersnit osv hos førstegangsfødende. At kigge på én måned siger ikke noget om evidens, eller om det er tro mod det generelle billede. Men der er heller ikke noget, der taler for, at det ikke skulle være repræsentativt for alle de andre måneder på hele året. Ligesåvel som det måske også kan være repræsentative tal for andre fødesteder også. Ergo, med forbehold, synes jeg, at det er relevant at dykke ned i tallene og forholde os til dem.

Her er tallene:

  • 1/3 af alle førstegangsfødende var medicinsk igangsat.
  • 23% af disse medicinsk igangsatte fødsler hos førstegangsfødende endte med at få et kejsersnit.
  • Til sammenligning var det kun 5% af de førstegangsfødende, som fødte spontant (dvs uden medicinsk igangsættelse), som endte med at få et kejsersnit.
  • 63% af kvinder, som tidligere har fået et kejsersnit, får endnu ét ved næste fødsel (planlagt såvel som akut under fødsel) (tal over en længere periode)
  • De fleste igangsættelser havde “gestationsalder”, dvs at være gravid mere end 41+5, og “vandafgang uden veer” som begrundelse for medicinsk igangsættelse.

Tallene ovenfor siger altså, at en TREDJEDEL (!!) af alle (kommende) førstegangsfødende kommer til et punkt eller en tilstand, hvor hospitalet, sundhedsfagligt personale, procedurer, retningslinjer, anbefalinger vil tilbyde og/eller foreslå medicinsk igangsættelse af din fødsel! En tredjedel. Med ovenfornævnte konsekvenser for markant øget risiko for kejsersnit fx.

Tænk sig at 1/3 af alle kommende førstegangsfødende tilsyneladende IKKE kan tillade sig at have tiltro til egen krops formåen – som en krop, der selvfølgelig kan skabe og føde et sundt og raskt barn og ditto mor. En tredjedel har åbenbart en så risikabel graviditet for enten hendes barn eller sig selv, at man mener, det er bedre at øge sine risici for fx. kejsersnit, ved at sætte fødslen igang – end at lade det gå sin spontane gang.

Og så er vi tilbage til min indledning; Det er pludselig svært at holde fast i det gode og sunde udgangspunkt om, at din krop selvfølgelig kan finde ud af det her! Det kan den med overvejende sandsynlighed, MEN fordi vi lever i system og samfund, hvor sundhedsvæsenet mest af alt går op i at fokusere på risici, og som vil gøre ALT for at minimere selv en lille bitte risiko – også på trods af de konsekvenser, det så måtte have – ja, så får din krop faktisk ikke rigtig lov til at vise, at den kan finde ud af det med graviditet og fødsel helt af sig selv.

En tredjedel. En tredjedel må altså opleve og erfare, at deres graviditet er bekymrende og en medicinsk igangsættelse en anbefaling.

Og så kommer vi til faktum, at modningsakupunktur og andre modnings- og fødselsstimulerende tiltag er blevet særdeles populære blandt private jordemødre – og også nødvendige! I og med at vi ikke giver kroppen den tid, den skal bruge til at gøre sig klar til fødsel (fordi 1/3 igangsættes og således ikke er klar af sig selv), så opstår behovet for at støtte op om den proces, som kroppen er i stand til at gøre af sig selv. Hvis den ellers fik lov og TID til at gøre det!

Kroppen vil helt af sig selv modne sig og gøre sig klar til fødsel. MEN vi kan med fx. modningsakupunktur støtte op omkring den spontane proces, der ville have fundet sted af sig selv i sit eget tempo, hvis vi gav kroppen tiden til det. Modningsakupunktur skal have tid til at gøre sit arbejde i, og derfor anbefaler jeg, at du allerede fra graviditets uge 37+ og ca én gang om ugen får modningsakupunktur. Det kan være svært at forcere kroppen (det viser ovenstående tal jo), og derfor betaler det sig at tænke forebyggede i den her sammenhæng. Undersøgelser peger på at kvinder, der modtager modningsakupunktur, har større sandsynlighed for at føde spontant omkring terminstidspunktet, at de har noget lettere fødsler, og at de har lettere medicinske igangsættelser, såfremt nødvendigheden for dét opstår (og det gør det jo så for en del, kan tallene afsløre).

Modningsakupunktur er altså et forebyggende tiltag, hvor man på forkant imødekommer behovet for medicinsk igangsættelse og langvarige, opslidende fødsler, der oftere ender i kejsersnit. Jeg er ikke i tvivl om, at det er forklaringen på modningsakupunkturs popularitet! Gravide kvinder vil gerne gøre deres for at opnå den gode fødsel og undgå medicinsk igangsættelse.

Har du brug for at vide mere, er du altid velkommen til at kontakte mig! Kærlig hilsen fra jordemoder Lise-Lotte.